Den Danske Skole i Cuzco er formelt en underafdeling af Den Norske Skole i Arequipa (Perus andenstørste by), der er en norsk, statsstøttet skole med eksamensret. Vi er i teorien en åben skole for de skandinaviske børn, der måtte bosætte sig i Cuzco. I praksis er der pt. fire elever og 1½ lærer, der alle er danske og tilknyttet DLM (Dansk Luthersk Mission) - derfor bruger vi til daglig navnet "Den Danske Skole". Skolen er beliggende som første sal ovenpå den Lutherske Kirke i byen.

29 november, 2006

Post 11
Sidste uge var vi igen sammen med vennerne fra den norsk/danske skole i Arequipa, der var på ekskursion til Cuzco. Skønt at fylde vores lille skole med så mange dejlige elever og kolleger.
Vores gæster havde udtrykt ønske om at se og opleve Cuzcos specialiteter, som jo er Inkakultur og historie - så ugen kom blandt andet til at handle om store sten :-)
Her, på det gamle inkafort Saqsayhuaman, kan man fornemme hvor utroligt nøjagtigt de kæmpemæssige sten er føjet sammen.
Og lærerflokken - nåe ja - de halter som oftest en del bagud. Ufatteligt al den energi børn har, selv i ca. 3½ km's højde...
En af dagene besøgte vi Pisaq ca. en times kørsel fra Cuzco i bunden af Den Hellige Dal. Her lagde vi ud med at samle energi hos den lokale bager, hvor man blandt andet kan udvælge en levende hamster til frokosten - der var sært nok ingen der følte sig specielt fristede.
En af de store seværdigheder ved ruinerne ovenfor Pisaq er de meget flot udførte terrasser. Det er fascinerende som inkaerne har formået at udnytte hver en kvadratmeter dyrkbar jord her i dette frugtbare område. Den hellige dal ligger omkring 1 km lavere end Cuzco, så der er et noget andet og lunere klima.