Den Danske Skole i Cuzco er formelt en underafdeling af Den Norske Skole i Arequipa (Perus andenstørste by), der er en norsk, statsstøttet skole med eksamensret. Vi er i teorien en åben skole for de skandinaviske børn, der måtte bosætte sig i Cuzco. I praksis er der pt. fire elever og 1½ lærer, der alle er danske og tilknyttet DLM (Dansk Luthersk Mission) - derfor bruger vi til daglig navnet "Den Danske Skole". Skolen er beliggende som første sal ovenpå den Lutherske Kirke i byen.

14 februar, 2006

Post 2
Før skolen blev færdig, havde vi skole mange sære steder: Her hjemme, på flere forskellige af de omkringliggende templer og i byens museer og lignende. Det var faktisk en rigtig hyggelig start på skoleåret, når vi lige ser bort fra at skole og fritid kørte noget ud i ét, de dage vi var herhjemme. Vi arbejde en del med Inkaernes historie og naturen og omegnen omkring Cuzco. Egentlig ret enestående, selv om det jo sådan set var tænkt som en nødløsning.